Comway Distribution A/S

Handelsbetingelser

HANDELSBETINGELSER

1. Generelt
I nærværende handelsbetingelser skal "Selskabet" forstås som Comway Distribution A/S, og "Kunden" skal forstås som den Kunde, som Selskabet aftaler at levere varer til. "Varer" skal forstås som alle former for udstyr eller tjenester, som Selskabet leverer. Følgende vilkår og betingelser gælder alle kontrakter, der indgås mellem Selskabet og Kunden, medmindre andet aftales skriftligt med en direktør i Selskabet.

2. Ordrer
Alle ordrer ekspederes så længe lager haves og såfremt Selskabet har givet sin skriftlige accept. Andre oplysninger fra Selskabet, der modtages pr. telex, telefon, fax eller mundtligt, skal betragtes som provisoriske.

3. Priser
Kataloger, prislister, videoer og andet reklame- og salgsmateriale er udelukkende vejledende, hvad angår den pris og varestørrelse, som Selskabet tilbyder, og eventuelle ændringer i disse skal ikke give anledning til krav mod Selskabet. Selskabet forbeholder sig ret til at pålægge Kunden eventuelle forhøjelser eller reduktioner i tilvejebringelsesomkostninger, der måtte opstå fra tilbudsgivning til leveringsdato.

4. Producentens specifikationer
Kunden er bekendt med, at Selskabet er varedistributør. Selvom Selskabet vil forsøge at holde Kunden orienteret om eventuelle kendte ændringer, accepterer Kunden, at Selskabet ikke kan holdes ansvarlig for konsekvenser af ændringer, der foretages af producenten eller som følge af varemangel.

5. Softwareprodukter
Ifølge almindelig praksis på området beholder mange producenter og forhandlere af computersoftwareprodukter og lignende produkter ophavsretten og andre immaterielle ejendomsrettigheder. Selskabet kan kun overdrage den ejendomsret, som man besidder, og der gives ingen udtrykkelige eller stiltiende garantier for, om den tilsigtede brug tillades af indehaveren af sådanne rettigheder.

6. Levering
a) Datoer og tidspunkter, der opgives af Selskabet, gælder fra Selskabets modtagelse af en skriftlig ordre eller fra afklaring af tekniske detaljer, afhængigt af hvilket der indtræffer sidst. Alle nævnte datoer og klokkeslæt er vejledende, og forsinkelser i forbindelse med opfyldelse af leveringsfrister giver ikke ret til at annullere ordren, medmindre Kunden skriftligt har truffet sådanne forbehold i ordren, og at dette forbehold er accepteret af Selskabet.
b) Tilbud om ikke-lagerførte varer er med forbehold for, at varen ikke er solgt på det tidspunkt, hvor Kunden bestiller varen, eller fra afklaring af de tekniske detaljer, afhængigt af hvilket der indtræffer sidst. c) Levering er ikke indeholdt i prisen, og eventuelle leveringsomkostninger, der måtte påløbe Selskabet, pålægges Kunden, medmindre andet er angivet i tilbuddet.
d) Selskabet forbeholder sig ret til at foretage delleveringer. Anmodninger fra Kunden til Selskabet om at tilbageholde leveringer eller opdele leveringer kan medføre lageromkostninger, og sådanne ekstraomkostninger debiteres Kunden.
e) I tilfælde af fejllevering, manglende levering eller ikke-leverede varer skal Kunden meddele Selskabet dette inden for 24 timer fra modtagelsen. Efter 24 timer kan Kunden ikke holde Selskabet ansvarlig for fejllevering, manglende levering eller ikke-leverede varer.

7. Betaling
a) Såfremt andet ikke er aftalt, skal betaling for varer ske, før Selskabets afsendelse/forsendelse af varerne, og Selskabet er berettiget til at tilbageholde varerne, indtil betaling har fundet sted.
b) Hvis Kunden ikke betaler i henhold til ovenstående, er Selskabet berettiget til (ud over andre beføjelser) at opkræve og pålægge Kunden renter for forfaldne tilgodehavender på 2 % pr. måned eller en del deraf, indtil betaling har fundet sted.
c) Ud over eventuelle andre rettigheder er Selskabet berettiget til at få adgang til købers forretningssted og tage eventuelle varer, som Selskabet har leveret, og som er forfaldne til betaling, i sin besiddelse. Selskabet er ikke ansvarlig for eventuelle skader, der måtte opstå under udøvelse af en sådan ret til adgang og til at fjerne varer.

8. Force Majeure
Selskabet kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle tab, som Kunden måtte lide i forbindelse med en annullering af aftalen om at levere varer, hvis vareleveringen viser sig at være ulovlig, i strid med producentens salgsbetingelser, eller hvis Selskabet af én eller anden årsag ikke er i stand til at opfylde aftalen.

9. Insolvens
Hvis Kunden erklæres konkurs eller indgår akkord med sine kreditorer eller der gøres udlæg i varer eller aktiver, eller hvis et aktieselskab indgår akkord med sine kreditorer eller der gøres udlæg i varer eller aktiver, eller hvis det afvikles eller får udpeget en bobestyrer, er Selskabet berettiget til at indstille leveringer, indtil betaling har fundet sted for de varer, der allerede er blevet leveret og for alle udestående ordrer.

10. Ejendomsret og ansvar
a) Ansvaret for varerne overgår til Kunden på det tidspunkt, hvor leveringen finder sted, eller hvor Kunden eller Kundens agent afhenter varerne, afhængigt af hvilket der indtræffer først.
b) Ejendomsforbehold: Såfremt andet ikke er aftalt, bevarer Selskabet den fulde ejendomsret til alle leverede varer, indtil købesummen inkl. renter, eventuelle omkostninger og andre tilgodehavender mellem Selskabet og Kunden er afregnet.
c) Indtil ejendomsretten til varerne overgår til Kunden, skal der eksistere et tillidsforhold mellem Kunden og Selskabet. Kunden skal holde varerne adskilt fra Kundens egne varer og varer fra tredjepart og sikre, at varerne til enhver tid kan identificeres som værende Selskabets ejendom. Selskabet forbeholder sig ret til at disponere over varerne, og Selskabet kan til enhver tid tage varerne i sin besiddelse. I denne forbindelse accepterer Kunden, at Selskabet eller Selskabets ansatte og agenter har ret til at skaffe sig adgang til enhver ejendom eller ethvert forretningssted, der er i Kundens besiddelse eller bruges af Kunden.

11. Krav mod Selskabet
Kunden er bekendt med, at Selskabet ikke er producent af de leverede varer. Selskabet overdrager alle (hvis nogen) gældende garantier, der gives af producenten eller producenterne. Selskabet kan ikke holdes ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, driftsforstyrrelser, tab af fortjeneste, afledede omkostninger/udgifter el.lign., der måtte opstå som følge af påberåbte mangler, forsinkelse, osv. Ethvert krav, som Kunden måtte påberåbe sig vedrørende leverancen, eller som udspringer af nærværende leveringsaftale, herunder eventuelle mangelskrav eller krav som følge af forsinkelse, mv., kan ikke overstige købesummen for varerne.

12. Returnering
Alle varer skal betragtes som accepteret, hvis de ikke afvises inden for 7 dage fra levering eller afhentning. Meddelelse om afvisning skal gives Selskabet skriftligt med detaljeret begrundelse for afvisningen. Selskabet giver ikke erstatning, nedslag eller foretager modregning, før Selskabet har modtaget samme fra producenten, forhandleren eller forsikringsselskabet, da sagen kan blive afvist for så vidt angår denne paragraf.

13. Returneringsprocedure
Såfremt Kunden måtte være berettiget til at returnere varer til Selskabet, skal Kunden:
a) Fremsende en begrundet meddelelse til Selskabet pr. brev, telex eller fax om, at varerne ønskes returneret.
b) Anmode Selskabet om en særlig returetiket, der skal indeholde et identifikationsnummer og anbringes på et synligt sted på emballagen. Denne fremgangsmåde tjener udelukkende det formål at lette administrationen, og returetiketten er ikke ensbetydende med en anerkendelse af fejl ved den returnerede vare. Varer må ikke returneres uden Selskabets forudgående tilladelse.
c) Selskabet accepterer kun returvarer i den originale emballage, som de blev leveret i.

14. Eksportkrav
a) Kunden skal være opmærksom på, at varerne kan være underlagt amerikanske eksportregler. Hvis sådanne regler gælder, er det Kundens ansvar at indhente tilladelse fra de amerikanske myndigheder, før varerne eksporteres igen fra købslandet.
b) Når varerne, direkte eller indirekte, er bestemt for et land uden for Danmark, eller når Kunden ikke er dansk statsborger, skal Kunden selv afholde alle bankgebyrer, afgifter, agenthonorarer, provisioner og renter på forfaldne tilgodehavender vedrørende alle tratter, checks, veksler, rembursbreve eller bankoverførsler, og der må på ingen måde foretages fradrag for sådanne udgifter i betalingen til Selskabet eller i ordren.
c) Kunden skal også sørge for, at udstyret er egnet til import og brug i det eller de lande, som det importeres til, og at udstyr og relevant dokumentation overholder alle nødvendige statslige og officielle regler, sikkerhedskrav, specifikationer eller krav, herunder oprindelsescertifikat.

15. Individualitet
Såfremt en bestemmelse eller en af Selskabets almindelige handelsbetingelser erklæres ulovlig, ugyldig eller ikke kan håndhæves, skal sådan bestemmelse eller del deraf (alt efter omstændighederne) udskilles fra de øvrige bestemmelser, og de øvrige bestemmelser skal fortsat opretholdes efter deres indhold.

16. Lovvalg
Alle kontrakter skal betragtes som værende indgået i Danmark og skal reguleres af dansk ret, og alle tvister, uoverensstemmelser eller spørgsmål, der måtte opstå mellem parterne vedrørende fortolkning, gyldighed og opfyldelse af nærværende kontrakt eller vedrørende enhver anden sag, der måtte opstå på baggrund af eller i forbindelse med nærværende kontrakt, skal afgøres ved de danske domstole hvis kompetence, Selskabet og Kunden hermed underkaster sig.

Med venlig hilsen
Comway Distribution A/S